Selvfølger ved julen

Julen er igen i år ved at tage os på sengen. Bedst som vi tror, efteråret er i fuldt flor, kommer julen med sin omnidominans og fejer tæppet væk under efteråret. Vi får ikke lov at gå i efterårsdepression med kakao, uldne tæpper og Thomas Dybdahl før vi skal til at forholde os til julen. Det betyder uundgåeligt.

1. J-dag - verdens mest utjekkede kalenderdato

2. En løbende næse og kolde ben

3. Indtagelse af æbleskiver

4. Stress over julegaver

5. Stress over at finde på ting man mangler og dermed kan ønske sig

6. Dårlig samvittighed over, at man rent faktisk kan finde tin

g, som man mangler (eller synes man mangler)

7. Slud

8. Rødt

9. Wham!

Genlæs punkt 9 uden at få opkastfornemmelser. År på år bliver det ellers gode nummer voldtaget for ørerne af os, så vi efter blot få gennemspilninger i diverse tv-reklamer og radioudsendelser får lyst til at spise gul sne og juleflæsk af bare møje og elende.

Heldigvis lever der mennesker på vores klode der formår at se bort fra den overdrevne og særdeles ufortjente kitsch, der efterhånden ligger i det nummer. Jeg vil bringe to udgaver af nummeret, der hver især formår at få nye elementer frem i nummeret.

Erlend Øye og hans sløsede, afslappede guitarstrumming og fløjlsbløde og monotone stemme går rent ind med den minimalistiske stil og enkle harmonisering. Fra at være et glad popnummer er den skandinavisk klingende melankoli, som vi kender fra Kings of Convenience i deres følsomme numre, for alvor kommet frem i nummeret, hvilket rigtigt giver plads til den ømme fortælling om en udslukket juleflamme.

Andet Wham!-cover er med The Kissaway Trail, der sætter deres eget præg på nummeret, hvor især melodien bliver intensiveret. Den er for ny til for alvor at være kommet ind under huden på yours truly, men tag et lyt. De drenge kan nu engang noget.

The Kissaway Trail - Last Christmas (Wham cover)